Den 6 juni 2024 – det var dagen då du kom till världen. En dag jag aldrig kommer att glömma. Efter en lång och svår förlossning, som inte alls gick som förväntat, slutade det hela med ett akut kejsarsnitt.

Starten på vår amningsresa

Där låg jag – trött, överväldigad och gråtfärdig av lättnad när jag äntligen såg dig. Du var här! Men samtidigt började oron smyga sig på, för jag visste inte vad kejsarsnittet skulle innebära för oss två. Jag hade hört att det kunde göra det svårare att amma – och när du inte kom till mig genast, började jag frukta att vi hade förlorat vår gyllene timme.

Men så, vid uppvaknandet, kom du upp till mitt bröst. Din pappa bar in dig med stolthet, och det ögonblick när du lades till kommer jag för alltid att minnas. Där började vår amningsresa. Precis som så mycket annat i livet var början inte enkel. Jag tyckte egentligen att du gjorde det bra – men sjuksköterskorna höll inte riktigt med.

Med deras stöd och kunniga vägledning kom vi snabbt fram till vad som fungerade bäst för oss. Tvillingställningen blev vår räddning – du låg bekvämt, och jag kunde skona mitt operationssår.

Nye ammestillinger og rutiner

Efter 2-3 dage på efterfødselsafdelingen, blev vi sendt hjem – glade og lykkelige, men også med en snert af frygt. Hvordan skulle vi passe på dig uden den røde snor, som gav os adgang til hjælp på et øjeblik? Derhjemme var det bare os.

På fjerde dagen kom sundhedsplejersken. Du var sund og rask og tog fint på. Hun viste os laid back-stillingen, som jeg havde glædet mig til at prøve – men av, min krop sagde stadig nej. Det gjorde for ondt, når du lå tværs over mit ar, så vi holdt fast i tvillingestillingen lidt endnu.

LÆS OGSÅ: 13 gode ammestillinger

Som ugerne gik, og jeg begyndte at hele, skiftede vi gradvist til laid back. Det var en lettelse at kunne ligge tilbagelænet og nyde din lille varme krop på mit bryst. Du elskede det også – måske lidt for meget. For du faldt hurtigt i søvn, og så sad jeg der – fanget på sofaen i to timer, med en baby i drømmeland og en ryg, der efterhånden skreg på hjælp.

Hvad ingen havde forberedt mig på, var, at et kejsersnit nogle gange kan mærkes i ryggen. Efter en time eller to i samme stilling kunne jeg knap nok rejse mig. Derfor kom du nogle gange over på fars bryst efter amningen – både for at knytte bånd til ham og for at give mig en pause. Du elskede det, og han elskede det – og jeg nød at se jer to ligge dér sammen, helt tæt.

Er alt som det skal være?

På et tidspunkt, i de første dage, ringede vi ind til efterfødselsafdelingen. Dine bleer så lidt mærkelige ud, og vi blev nervøse. Men jordemoderen beroligede os: alt var normalt. Mælken var løbet til. Hun foreslog, at jeg begyndte at amme på ét bryst ad gangen – så brystet blev tømt ordentligt, og vi undgik brystbetændelse. Det råd tog jeg til mig. Det fungerede – og sådan gik de første par måneder: amning, bleskift, søvn, gentag.

Du var en mild, nem og glad baby. Alt kørte sin stille gang. Men så, omkring tre måneder, ændrede noget sig. Du var mere ked af det, og amningen begyndte at føles… forkert. Du spiste hurtigt og kort, og jeg kunne ikke ryste følelsen af mig, at du slet ikke fik noget mælk. 

Da sundhedsplejersken kom, viste det sig, at min mavefornemmelse havde ret – du havde ikke taget nok på.

Vi fik at vide, at vi skulle gå tilbage til at amme på begge bryster ved hver amning. Jeg begyndte at tage tid, og du spiste kun i 2-3 minutter ad gangen. Samtidig var vi begyndt at amme liggende om natten. Det var rart for mig – jeg kunne hvile mig – men ofte faldt vi begge i søvn, og du kunne blive liggende og småsutte i op til en time.

LÆS OGSÅ: Sutteteknik hos nyfødt: Sådan sikrer du at baby sutter korrekt

Det gav dig luft i maven, og forbedrede ikke din sutteteknik. Men vi blev ved, fordi det gav os søvn – og søvn er også vigtigt. Det var en balancegang, som jeg tror, mange mødre kender til.

En amning i konstant bevægelse

Der var tidspunkter, hvor jeg var ved at give op. Jeg husker én dag, hvor jeg lå syg, og din far havde dig med til fædregruppe. Jeg lå derhjemme og skreg indvendigt: “Giv hende nu bare flasken!” Men det skete aldrig. Flasken blev aldrig aktuel. Vi holdt fast.

Vi begyndte at gå til osteopat, og stille og roligt fandt vi hinanden igen i amningen. Jeg havde talt ned til dine 4 måneder – så kunne vi måske begynde med fast føde. Men du var ikke klar før 6 måneder. Den 7. december startede vi op. Og langsomt trappede vi ned på amningerne, i takt med at du begyndte at spise mere.

I marts skulle jeg begynde at arbejde igen. Du skulle være hjemme med far – og jeg var nervøs. Vi ammede stadig meget. Men dagen kom, og vi klarede det. Du tilpassede dig hurtigt, og vi fandt en rytme, hvor vi ammede om eftermiddagen, når jeg kom hjem. Det var et hyggeligt, trygt øjeblik for os begge. Men det behov blev mindre og mindre med tiden.

“Vi fortsätter så länge du vill”

I april började du på förskolan. Jag trodde att det skulle bli slutet på vår amningsresa. Men så blev du sjuk efter 14 dagar – och amningen blev vår räddning. I fem dagar var det i stort sett det enda du ville ha. Och jag var så tacksam för att vi fortfarande hade det att falla tillbaka på.

Nu är du 1 år och 17 dagar gammal. Och vi ammar fortfarande – mest på natten och ibland på eftermiddagen om du behöver det. Du hittar själv mitt bröst nu – mest för trygghetens skull. Det har alltid varit på dina villkor. Korta, frekventa amningar. Många blöjor. Många bekymmer om du fick nog av den feta mjölken. Men vi klarade det. Vi står här, och jag är stolt över dig och oss.

LÄS OCKSÅ: Hur länge bör jag amma?

Det har funnits stunder då jag bara ville ha tillbaka min kropp. Ögonblick där jag hoppades att du skulle sova hela natten om vi slutade amma. Men vi höll ut. Och vi fortsätter – så länge du vill.