Kan man blive gravid under menstruation?
Det korte svar er: ja, nogle kan godt. Det længere svar indeholder lidt flere nuancer og kræver en grundlæggende forståelse for menstruationscyklussen og dens forskellige faser.
Efter menstruationen og i perioden frem til ægløsning vil du nemlig opleve, at dit udflåd begynder at ændre sig og blive mere flydende, for til sidst at få en konsistens, som minder om rå æggehvide, der kan strækkes mellem fingrene.
– Og du kan faktisk kun blive gravid, når du har det her livmoderhalsslim, fortæller Ida Axholm. Det fungerer lidt som en motorvej for sædcellerne, og så har det den helt rigtige pH-værdi for sædcellerne, som gør at de kan overleve i op til fem dage i livmoderen.
Så i princippet kan du ikke blive gravid, når du har menstruation. Men – og det her er et vigtigt men – hos nogle kvinder, som har en kort cyklus – og dermed en ægløsning, der falder tidligt – viser det fertile slim sig tidligt, måske endda mens de stadig bløder. Derfor kan du teknisk set godt blive gravid, hvis du har sex under menstruation.
– Jeg ser også nogle kvinder, som pletbløder indtil dag 10 eller 11 i deres cyklus. Hvis du så samtidig begynder at producere det fertile livmoderhalsslim, kan du også godt blive gravid, mens du stadig bløder, uddyber Ida Axholm.
Hun peger også på, at en pletblødning på selve ægløsningsdagen kan forveksles med en ny menstruation. Hvis man har samleje lige dér, hvor man faktisk er allermest frugtbar, kan det også føre til graviditet.
LÆS OGSÅ: 13 tidlige tegn på graviditet
Så spørgsmålet om man kan blive gravid når man har mens, må svaret altså afhænge af en række forskellige faktorer og et mere indgående kendskab til sin egen cyklus.
– Som tommelfingerregel kan man sige, at hvis din cyklus er mere end 25 dage lang, så kan du ikke blive gravid, når du har menstruation, siger Ida Axholm. Men du skal være meget opmærksom på det her med, om det er en menstruationsblødning eller en ægløsningsblødning, understreger hun.