Udebleven menstruation: Her er 11 mulige årsager

Det kan give anledning til bekymring, hvis du oplever uregelmæssig eller udebleven menstruation. Læs med her, hvor vi gennemgår nogle af de mest almindelige årsager til udebleven menstruation.

udebleven menstruation forsinket mens kvinde holder bind uden blod i hænderne foran kroppen

Senast uppdaterad den

Ida Axholm

Faktagranskad av:

Ida Axholm

Magisterexamen i molekylär- och medicinsk biologi samt informatör om menscykeln

Hvis du pludselig oplever, at din menstruation udebliver, kan det føles både utrygt og frustrerende – især hvis du ikke kender årsagen, og usikkerheden får dig til at bekymre dig om, hvad der kan være galt.

Vi har talt med molekylærbiolog og underviser i cyklustracking Ida Axholm, som forklarer nogle af de mest almindelige årsager til forsinket eller udebleven menstruation. Samtidig slår hun et slag for at tracke sin cyklus – både for at forstå kroppen bedre, men også for hurtigt at opdage, når noget føles off.

Hvorfor er min menstruation forsinket?

Du kender måske det der “øh, hallo?”-øjeblik, når menstruationen ikke dukker op til tiden. Og tanken “hvorfor har jeg ikke fået min menstruation?” begynder stille og roligt at larme lidt i baghovedet.

Men inden du går i panik og køber hele apotekets udvalg af graviditetstests, eller begynder at tænke på kræft og andre alvorlige sygdomme, så vid at der findes mange årsager til forsinket menstruation, og de fleste af dem er helt almindelige og ufarlige. 

Kroppen kan nemlig være ret følsom over for forandringer: søvnunderskud, stress, rejser, kost, træning eller bare en ny rytme i hverdagen kan sagtens spille ind og gøre din menstruation forsinket.

11 årsager til udebleven menstruation

Hvis vi skal være helt tekniske, findes der faktisk kun to forklaringer på, at menstruationen udebliver: enten er du gravid, eller også er ægløsningen udeblevet eller blevet forsinket. I hverdagen bruger vi ofte udtrykket udebleven menstruation om det sidste – altså at ægløsningen ikke er sket som forventet.

LÆS OGSÅ: 7 tegn på din menstruation er på vej

Der kan være mange grunde til, at ægløsningen udebliver eller kommer senere end normalt. Det kan forskyde rytmen i din cyklus, og det er dét, du oplever som udeblivelse af menstruation. Her kigger vi nærmere på 11 af de mest almindelige årsager.

  1. Udebleven menstruation pga. graviditet
  2. Udebleven menstruation pga. amning
  3. Udebleven menstruation pga. PCOS
  4. Udebleven menstruation pga. for lavt stofskifte
  5. Udebleven menstruation pga. ophør af hormonprævention
  6. Udebleven menstruation pga. tidlig overgangsalder
  7. Udebleven menstruation pga. spiseforstyrrelser
  8. Udebleven menstruation pga. kronisk sygdom
  9. Udebleven menstruation pga. stress
  10. Udebleven menstruation pga. overdreven træning
  11. Udebleven menstruation pga. overvægt

1. Udebleven menstruation pga. graviditet

Det siger næsten sig selv. Graviditet er den mest oplagte årsag til udebleven menstruation for kvinder i den fødedygtige alder. Derfor er det også altid det første, lægen gerne vil have udelukket, når din menstruation er udeblevet, fortæller Ida Axholm. 

Nogle vil også opleve at tegn på graviditet og tegn på at din menstruation er på vej læner sig utrolig meget op ad hinanden, hvilket kan forvirre en smule – særligt hvis man står med et graviditetsønske. 

2. Udebleven menstruation pga. amning 

Når du ammer, dannes hormonet prolaktin hver gang barnet lægges til. Og prolaktin hæmmer ægløsning – uden ægløsning, ingen menstruation. 

- Jeg plejer at sige, at jo mere barnet sjatspiser, jo mere hæmmer man ægløsningen. Det skyldes at hormonet prolaktin dannes idét barnet lægges til, siger Ida Axholm. Derfor vil den ægløsningshæmmende effekt være påvirkelig overfor flere ting, som f.eks. om barnet bruger sut, får supplerende flaske, er begyndt at spise fast føde eller sover lange stræk ad gangen.

LÆS OGSÅ: Hvornår får jeg menstruation igen efter fødslen?

- Og husk at ægløsningen kommer før menstruationen! Du kan derfor godt blive gravid, selvom du ammer og endnu ikke har fået menstruation, understreger Ida Axholm. 

menstruationscyklus cirkel der viser oversigt over cyklus

Illustrationen viser et eksempel på en menstruationscyklus – længde og faser varierer fra person til person

3. Udebleven menstruation pga. PCOS

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er en hormonel lidelse, der kan forstyrre ægløsningen og resultere i sjældne, uregelmæssige eller udeblevne menstruationer. PCOS er en af de mest almindelige hormonforstyrrelser og rammer 5-10% af kvinder i den fødedygtige alder.

- Som udgangspunkt skal man have ægløsning, før man kan få menstruation – men der er undtagelser, fortæller Ida Axholm. 

- Du kan godt opleve at få en menstruationslignende blødning – en såkaldt gennembrudsblødning – hvis din cyklus er længere end 36 dage, og du ikke har haft ægløsning. Det skyldes at kroppen ikke længere kan holde på den livmoderslimhinde, som har bygget sig op for at modtage et befrugtet æg.

I disse tilfælde vil din cyklus altid være længere end 36 dage, hvor en normal cyklus længde gerne skal holde sig under det. 

4. Udebleven menstruation pga. for lavt stofskifte

Lavt stofskifte (hypothyroidisme) opstår, når skjoldbruskkirtlen ikke producerer nok stofskiftehormoner. Denne hormonelle ubalance kan forstyrre ægløsningen, hvilket kan resultere i uregelmæssige eller udeblevne menstruationer. 

Derfor er det vigtigt at få undersøgt årsagen til din menstruation udebliver, så du kan komme i relevant behandling, hvis det er stofskiftet den er gal med.

5. Udebleven menstruation pga. ophør af hormonprævention 

Når du stopper med hormonprævention, som p-piller eller p-ring, kan kroppen have brug for tid til at finde tilbage til sin naturlige rytme. Det er helt normalt, at menstruationen udebliver i en periode, da din hormonbalance skal justere sig. 

- Det tager noget tid for kroppen for at genetablere den motorvej mellem hjerne og æggestokke, der skal til for at lave en ægløsning, siger Ida Axholm. 

LÆS OGSÅ: Prævention efter fødsel: Hvad skal jeg vælge?

For nogle kan det tage et par uger, mens det for andre kan vare flere måneder, før cyklussen stabiliserer sig igen. Hvis din menstruation udebliver i mere end syv måneder efter endt hormonprævention, eller hvis du oplever andre gener som smerter eller ubehag, kan det være en god idé at tale med din læge for at sikre, at alt er, som det skal være.

6. Udebleven menstruation pga. tidlig overgangsalder

Hvis du pludselig ingen menstruation har, og du er under 40 år, kan det skyldes tidlig overgangsalder – også kaldet præmatur menopause. Det betyder, at æggestokkene gradvist stopper med at producere de hormoner, der styrer din cyklus. 

LÆS OGSÅ: Perimenopause: Sådan genkender du symptomerne

Ud over udebleven menstruation kan symptomer som hedeture, nattesved, tørre slimhinder og humørsvingninger også være tegn på, at din krop er gået i overgangsalder tidligere end forventet. 

Tidlig overgangsalder kan have flere årsager, fra genetik til autoimmun sygdom, så det er vigtigt at kontakte din læge for en vurdering og eventuel behandling, der kan støtte dig i denne proces.

7. Udebleven menstruation pga. spiseforstyrrelser

Når kroppen ikke får den næring, den har brug for, kan den begynde at prioritere sine funktioner anderledes – og menstruationen er ofte noget af det første, der påvirkes. Udebleven menstruation ses ofte ved spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi, hvor lav kropsvægt, næringsmangel eller intense vægtsvingninger kan forstyrre den hormonelle balance. 

Det er kroppens måde at spare energi på i en tilstand, hvor den ikke føler sig i stand til at opretholde en sund cyklus. Hvis du oplever dette, er det vigtigt at søge hjælp – både fysisk og mentalt – så kroppen kan finde tilbage til sin balance, og helbredet kan genoprettes.

- Man kan sige at de her ting trigger vores ursystem til at sige “okay, det er ikke sikkert at blive gravid lige nu” og derfor hæmmer ægløsningen, så det slet ikke er en mulighed, fortæller Ida Axholm. 

8. Udebleven menstruation pga. kronisk sygdom

- Det samme kan man sige om kroniske sygdomme, som er en kæmpe belastning for kroppen, siger Ida Axholm. 

Kroniske sygdomme som diabetes, stofskiftesygdomme eller autoimmune lidelser kan have stor indflydelse på din menstruationscyklus. Når kroppen er belastet af en langvarig sygdom, kan hormonbalancen påvirkes, og det kan føre til, at menstruationen udebliver eller bliver uregelmæssig. 

For eksempel kan ubehandlet lavt eller højt stofskifte eller insulinresistens forstyrre produktionen af de hormoner, der styrer din cyklus, mens kronisk stress forbundet med sygdom også kan spille en rolle. Hvis du oplever manglende menstruation i forbindelse med en kronisk lidelse, er det en god idé at tale med din læge, så årsagen kan undersøges, og du kan få støtte til at håndtere både sygdommen og dens påvirkning af din krop.

9. Udebleven menstruation pga. stress

Stress kan påvirke kroppen på mange måder – også din menstruationscyklus. Når du er under fysisk eller psykisk pres, øger kroppen produktionen af stresshormonet kortisol, hvilket kan forstyrre balancen i de hormoner, der styrer din ægløsning og menstruation. 

Det er kroppens måde at reagere på en "alarmsituation", hvor den prioriterer at overleve frem for at opretholde sin reproduktive funktion. Hvis din menstruation udebliver i en periode med meget stress, er det vigtigt at give dig selv ro og omsorg.

Små ændringer som at prioritere søvn, bevægelse og pauser i hverdagen kan hjælpe kroppen tilbage i balance – og menstruationen med. Hvis problemet fortsætter, kan det være en god idé at tale med din læge.

hvorfor udebliver min menstruation kvinde der ligger på sofa med lukkede øjne og armene krydset over maven

10. Udebleven menstruation pga. overdreven træning

Når du træner meget intenst eller over længere tid uden tilstrækkelig restitution, kan det påvirke din menstruationscyklus. Kroppen opfatter overdreven fysisk aktivitet som en form for stress, hvilket kan forstyrre hormonproduktionen og føre til udebleven menstruation – også kendt som træningsrelateret amenoré. 

Især kombinationen af høj træningsintensitet, lavt kalorieindtag og lav kropsfedtprocent kan sende signaler til kroppen om, at det ikke er det rette tidspunkt at opretholde en cyklus. 

Hvis du oplever dette, kan det være en god idé at skrue lidt ned for træningen, øge dit kalorieindtag og give kroppen tid til at restituere. Konsultér også din læge for at sikre, at der ikke er andre underliggende årsager.

11. Udebleven menstruation pga. overvægt

Overvægt kan påvirke din menstruationscyklus, fordi kroppens fedtceller spiller en rolle i produktionen af hormoner som østrogen. Når der er en ubalance – for eksempel for meget østrogen – kan det forstyrre ægløsningen og føre til udebleven menstruation eller en uregelmæssig cyklus. 

Tilstande som PCOS (polycystisk ovariesyndrom) er også ofte forbundet med overvægt og hormonelle ubalancer, der påvirker menstruationen. Hvis din cyklus er ude af balance, kan små ændringer i livsstil, såsom en sundere kost og mere bevægelse, gøre en forskel, men det er vigtigt at tale med din læge for en grundig vurdering og eventuel støtte i processen.

Min menstruation er forsinket og jeg er ikke gravid

En forsinket menstruation kan være frustrerende, især hvis graviditet er udelukket. Men der er mange andre grunde til, at din cyklus kan være ude af takt. Stress, hormonelle ubalancer, søvnunderskud, kostændringer eller rejser kan alle spille ind. 

Hvis du har været syg, startet på en ny medicin, eller trænet mere end normalt, kan det også give udebleven menstruation, selvom du ikke er gravid. Kroppen er følsom over for ændringer, og en forsinkelse betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt. 

Hvis din menstruation udebliver i flere uger, eller hvis du oplever smerter eller andre symptomer, kan det dog være en god idé at tale med din læge for at få afklaret årsagen.

Er det normalt at ens menstruation er forsinket?

- Det korte svar er: ja, det er normalt at menstruationen er forsinket fra tid til anden, men der nogen perioder i livet, hvor det er mere normalt end andre, fortæller Ida Axholm. 

Helt biologisk teknisk, så vil der dog altid være tale om forsinket ægløsning, da det i princippet kun er en graviditet, der kan forskyde selve menstruationen – hvorimod der er en masse faktorer (som nævnt herover), der kan forskyde ægløsningen, understreger Ida Axholm. 

At den sommetider er forsinket, er ikke nødvendigvis et tegn på et alvorligt problem. Cyklussen kan blive påvirket af mange faktorer, såsom stress, ændringer i kost eller træning, hormonelle ubalancer, sygdom eller rejser. 

I sådanne tilfælde kan menstruationstrusser være den redning, du ikke vidste, du havde brug for. Med dem på, behøver du nemlig ikke bekymre dig om at bløde igennem, hvis din menstruation pludselig kommer snigende uden varsel. 

For nogle kvinder kan menstruationen være lidt uregelmæssig eller forsinket uden nogen særlig årsag, mens det for andre kan skyldes noget mere specifikt. Hvis du oplever forsinkelse i menstruationen mere end to cyklusser i træk eller mere end tre gange på et år, og der ikke er nogen åbenlys grund, kan det være en god idé at gå til lægen.

Hvor lang tid kan menstruationen være forsinket?

Det er helt almindeligt, at menstruationen er nogle dage forsinket. For nogle ligger deres normale cyklus på 28 dage, mens andre har 32 – og selv for kvinder med ret stabil cyklus, kan menstruationen godt rykke sig 3–5 dage uden at det nødvendigvis betyder noget alvorligt.

LÆS OGSÅ: Uregelmæssig menstruation: Få svar på dine spørgsmål her

En tommelfingerregel er, at der godt må være lidt svingninger fra måned til måned – helt op til ni dage, faktisk. Så hvis du for eksempel har en cyklus på 24 dage den ene måned og 33 dage den næste, er det stadig inden for det, man betragter som normalt. 

Men hvis du typisk har en regelmæssig cyklus, og menstruationen pludselig er væk i flere uger, så er det værd at holde øje med. Især hvis du også oplever andre symptomer, som f.eks. smerter, voldsom træthed, blødningsforstyrrelser, humørsvingninger eller andre ændringer i din krop, du ikke kan forklare. I så fald bør du kontakte din læge med det samme. 

Amenoré

Når menstruationen har været væk i tre måneder eller mere – uden det skyldes graviditet eller overgangsalder – kaldes det for amenoré. Det er i sig selv ikke en diagnose, men en betegnelse for, at noget i kroppen forhindrer den normale cyklus i at køre.

Hvad er Amenoré?

Amenoré er en tilstand, hvor menstruationen udebliver i en længere periode. Det er et tegn på, at der er en underliggende årsag, der påvirker kroppens naturlige hormoncyklus. Der skelnes mellem to typer af amenoré: 

Primær amenoré: Når menstruationen aldrig er begyndt – fx hvis du er over 15 og endnu ikke har fået din første menstruation.

Sekundær amenoré: Når menstruationen har været til stede før, men nu er udeblevet i tre måneder eller længere.

Sekundær amenoré er mest almindelig og kan blandt andet skyldes lav kropsvægt, PCOS, lavt stofskifte, overdreven træning, stress, visse medicinske tilstande eller ophør med hormonprævention.

Det er ikke unormalt, at menstruationen tager en pause – men når det står på i længere tid, er det vigtigt at få tjekket op, så du ikke overser noget, der kan eller bør behandles.

- Et liv med en cyklus har mange forskellige faser, fortæller Ida Axholm. Amenoré kan være en sund krop, der ammer – eller er i starten af overgangsalderen.

Men der er nogle år, hvor din cyklus helst kan være regelmæssig. Når man er i den fertile alder, er det ikke almindeligt at der pludselig er lange perioder, hvor man ikke har menstruation. Så skal man reagere, understreger Ida Axholm. 

tegn på mens hænder der viser udflåd og livmoderhalsslim

Hvordan tracker jeg min cyklus?

Generelt anbefaler Ida Axholm at man tracker sin cyklus (ægløsning) regelmæssigt, så man kan følge med i de kropslige signaler, som udspringer af forandringer i cyklussen. 

Det kan man gøre ved at holde øje med sit udflåd, som ændrer sig i takt med de forskellige faser i cyklussen. Op til ægløsning bliver udflåddet gradvist mere fugtigt og cremet, før det får en klar, glat og elastisk konsistens – som rå æggehvide, der kan strækkes mellem fingrene. Det er tegn på, at kroppen nærmer sig sin mest fertile fase.

LÆS MERE: Menstruationscyklus: Bliv klogere på de 4 faser i din cyklus

- Det der er genialt ved at tracke sin cyklus, det er at den luteale fase (perioden fra ægløsning til menstruation) altid har den samme længde hos den samme person. Så hvis du først har tracket, hvornår du har ægløsning, så ved du på dagen, hvornår din menstruation kommer, fortæller Ida Axholm. 

Det gør det også nemmere at opdage, når noget ikke er som det plejer – så man hurtigt kan reagere på det og måske endda blive klogere på mulige årsager.

Hvornår skal jeg reagere på udebleven menstruation?

Du er ikke alene, hvis du frustreret har prøvet at tænke “hvorfor kommer min menstruation ikke?”, når du først er gået et par dage over dens normale ankomst. Det er altid en god ide at holde øje med sin cyklus, så du kan reagere, hvis menstruationen pludselig udebliver. 

Som tommelfingerregel bør du kontakte din læge hvis:

  • Din menstruation udebliver i tre måneder og du tidligere har haft regelmæssig menstruation
  • Din menstruation udebliver i 6 måneder og du tidligere har haft uregelmæssig menstruation
  • Hvis din menstruation udebliver og du samtidig har andre symptomer, som bekymrer dig

Så vil lægen sammen med dig gennemgå de forskellige grunde til udebleven menstruation, og undersøge om nogle af dem er gældende for dig – og i så fald lægge en plan for et videre forløb.

Läs också

vulvodyni kvinde med smerter

Vulvodyni: 3 gode råd til der oplever uforklarlige smerter

overgangsalder symptomer kvinde med gråt hår der står med lukkede øjne og samlede hænder foran hjertet

Overgangsalder og symptomer: Her er 6 ting du skal vide

Hvorfor har jeg brunt udflåd?

Gode råd mod menstruationssmerter: 7 ting, der kan lindre