“Jeg havde knækket koden – troede jeg"

Efter et smertefuldt ammeforløb med sin første datter, var Michelle fast besluttet på at lykkedes med amningen anden gang. Her deler hun ud af sin rejse.

Senast uppdaterad den

Da jeg blev mor anden gang i 2025, tænkte jeg: Det her kan jeg godt. Jeg havde prøvet det før, jeg kendte min krop, og jeg havde forberedt mig grundigt. Jeg troede faktisk ikke, det kunne gå helt galt. 

Og i starten gik det jo også bedre – ingen smerter, ingen panik. Men alligevel endte det med, at jeg stoppede tidligere, end jeg havde håbet.

Det her er min historie om amning. Om hvordan det var første gang, hvordan det var anden gang – og hvad jeg lærte undervejs, selvom jeg troede, jeg allerede vidste det meste.

Første gang: smerter og hurtige flasker

Da jeg blev mor for første gang til min datter Amanda i 2023, var det hele nyt og overvældende. Jeg havde et klart ønske om at amme, men det blev hurtigt enormt smertefuldt. Mine brystvorter var så følsomme, at bare tanken om en amning kunne give kuldegysninger. Jeg frøs helt ind i kroppen og kunne nærmest ikke gennemføre det.

Jeg fandt senere ud af, at jeg har Raynauds syndrom – en tilstand, hvor blodkarrene trækker sig sammen, især i kulde, og som kan give store smerter ved amning. Det var ikke noget, jeg havde hørt om før. Det gjorde mig frustreret og trist, men også opgivende. Jeg vidste ikke bedre. Jeg følte mig ikke støttet eller informeret – og jeg var førstegangsmor midt i en ny verden, jeg stadig prøvede at forstå.

Jeg ammede Amanda fuldt i cirka to uger, og derefter begyndte vi at give flaske. Det virkede som den eneste udvej. Og Amanda havde det godt. På sin vis var det en lettelse – men også en oplevelse, jeg havde svært ved helt at slippe. For hvad hvis jeg bare havde vidst lidt mere? Eller fået mere hjælp?

Anden gang: klar på kamp – og alligevel overrasket

Da jeg i marts 2025 fik min anden datter, Josephine, var jeg fast besluttet på, at det skulle være anderledes denne gang. Jeg ville give amningen en reel chance. Jeg kendte min krop bedre, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til.

I begyndelsen havde jeg igen smerter ved amning, men denne gang reagerede jeg hurtigt. Jeg kunne mærke, at noget ikke stemte, og det viste sig, at Josephine havde et stramt læbebånd. Vi fik det klippet – og så skete det, jeg havde håbet på: smerterne forsvandt.

Jeg kunne amme uden smerte for første gang nogensinde. Det føltes som en kæmpe sejr. Jeg havde knækket koden, troede jeg. Jeg tænkte: “Nu kører det. Nu kan vi få den oplevelse, jeg drømte om første gang.”

Men jeg tog fejl.

Det, jeg ikke så komme

Josephine begyndte at tage meget lidt på. Hun græd ofte og var svær at trøste – især om aftenen. Hun hang konstant ved brystet, men virkede alligevel utilfreds. Jeg tænkte: “Det kan ikke være sult. Jeg har jo ikke ondt. Hun har fået klippet læbebåndet. Alt burde fungere.”

Men det gjorde det ikke. Hun tog ikke nok på gram på. Det hele begyndte at føles som en gåde, jeg ikke kunne løse.

Jeg havde svært ved at forstå, hvordan det kunne gå galt, når alt virkede korrekt. Jeg havde jo kæmpet mig gennem smerterne. Gjort det “rigtige”. Og nu sad jeg der med en datter, der var sulten – og jeg havde ikke set det.

Det ramte hårdt.

Flasken – igen, men anderledes

Vi begyndte forsigtigt at supplere med flaske. I starten var det bare en gang imellem. Et lille supplement. Men hurtigt blev det mere og mere flasken, der tog over.

Og på en måde føltes det trygt. Det var velkendt. Vi havde været her før med Amanda, og det havde fungeret. Det var ikke nyt, det var ikke skræmmende – det var bare ikke det, jeg havde håbet på.

Jeg blev ved med at amme sideløbende lidt tid endnu, men jeg kunne mærke, at det ikke længere var bæredygtigt. Flasken gav ro. Josephine blev mere tilfreds, begyndte at sove bedre og havde endelig ro i kroppen. Og jeg kunne trække vejret.

Jeg stoppede helt med at amme, da Josephine var cirka to måneder gammel. Det var ikke en nem beslutning – men den var mere rolig. Jeg havde erfaringen med mig. Og jeg vidste, at flaskebørn også har det godt. At kærlighed og nærvær ikke hænger fast i brystet. At nærhed ikke kun handler om hud mod hud, men også om øjenkontakt, tryghed og tilknytning. 

Men alligevel: det gjorde ondt. For jeg havde gjort alt det, jeg ikke vidste første gang. Og alligevel lykkedes det ikke.

Skyld og lettelse

Der lå en stor skyldfølelse i erkendelsen af, at jeg ikke havde set hendes sult. At jeg havde tolket hendes uro som noget andet. At jeg troede, det hele handlede om, at jeg ikke havde ondt længere – og derfor måtte alt være i orden.

Det tog tid at tilgive mig selv. Jeg følte, at jeg burde have vidst bedre. Jeg følte, at jeg havde fejlet – selvom jeg rationelt vidste, at jeg havde gjort alt, jeg kunne.

Men der lå også en lettelse i at stoppe. En lettelse over at kunne give Josephine det, hun havde brug for. Over at kunne være til stede uden at skulle kæmpe hele tiden. Over at kunne nyde min baby i stedet for at bekymre mig konstant.

Jeg ville ønske, det var gået anderledes – men jeg fortryder ikke de valg, vi tog undervejs. De var taget i kærlighed. Og de gav ro til os begge.

Läs också

Ammevejlederens 5 gode råd til amning

De 5 hyppigste grunde til at amningen går galt: ammeerfaringer fra nye mødre

Amning af nyfødt: Hvor ofte og hvor længe skal baby spise?

”Det kan godt være, en god mor ikke sidder i brysterne, men jeg følte mig alligevel som verdens dårligste mor”